Kultur kan være en svær størrelse, det har vi måttet sande indtil flere gange efterhånden. Især kommer det til udtryk i måden, vi håndterer sygdom blandt vores børn på. Hjemme vil vi vælge at være omkring vores børn og sørge for, de får så meget kærlighed som overhovedet muligt. Hernede distancerer forældrene sig fra deres syge børn og undgår i videst mulige omfang kontakt med dem.
Det har vi set nogle gange efterhånden, og senest har vi oplevet det med en far og datter, hvor datteren måtte give op i kampen mod ebola.. Hun blev kun 13 år. Faderen så ikke til hendes side, og blev udskrevet kort tid efter, hun havde taget sit sidste åndedrag, uden at tage afsked. Vi var alle grædefærdige, men de lokale forklarede os, han skal nok sørge - på sin egen måde. Igen bliver vores hjerter drejet en omgang og vredet i stykker.
I dag oplevede vi mor til chokobaby blive udskrevet uden baby. Mor var negativ på sin PCR - blodprøven for ebola - og skulle udskrives til nærmeste hospital for yderligere pleje. Hun har ikke taget sig af baby i de tre uger, de har været indlagt. Hun har været for svag, så baby er blevet passet af gule mennesker med masker - jeg forestiller mig, det kan være ganske traumatiserende. Baby er stadig positiv for ebola og kan derfor ikke udskrives endnu. Så hun vil blive passet af en anden patient, som er frisk nok til at tage sig af hende. Igen - det er ganske normalt hernede - noget vi bare skal acceptere, sådan er det! Der er visse kulturelle ting, vi ikke skal forsøge at ændre på!