Lille Emma klarede ikke skærene. Hun døde efter en sej kamp med vejrtrækningsbesvær og udmattelse. Det var forfærdeligt at se på. En baby på to måneder kæmpe for at holde fast i livet. Jeg sad med hende i armene og prøvede at berolige hende, mens mine goggles blev fyldt op med tårer. Det var det værste syn nogensinde, og jeg vil aldrig glemme det.
Dagen efter modtog vi en stor familie med kvinder og fem børn. Nu er jeg glad for, jeg skal hjem..

Så er hold 2 ankommet. 25 blege danskere med masser af forventninger og en endeløs række spørgsmål. Og så begynder det at lakke mod enden for hold 1 - det mærkes pludselig meget tydeligt. En underlig blanding af vemod og glæde. Vemod over at skulle herfra - forlade mine vidunderlige lokale og kenyanske kolleger, som jeg har delt så mange intense oplevelser med og skabt et fantastisk stærkt hold sammen med. Forlade den åbenhed og gæstfrihed hos de lokale, som man ingenlunde møder nogetsteds i DK. Gid jeg kunne tage lidt af det med hjem og smitte mit eget folk.
Samtidig glæder jeg mig til at komme hjem til mine egne øgler og se, de har det godt og trygt i et land med stor sikkerhed, hvor systemet fungerer, og man altid kan få hjælp. Jeg glæder mig til at klappe min lille pony, som nok skal give mig ømme lårbasser, når vi skal i gang med at træne vores slappe kadavere op igen. Vil dog dertil sige, jeg løber og cykler en del hernede :-)
Jeg glæder mig til at fortælle om mine mange oplevelser til alle, der har lyst til at høre om dem. Der bliver nok indtaget en del liter kaffe og te sammen med.

Men hernede er antallet af ebolapatienter faldet så meget, at man har besluttet at lukke holdingcentrene (en slags modtagelse, hvor der bliver taget blodprøver men ikke givet behandling) og overflytte patienterne til treatmentcentrene i stedet.  Vi fik de første tre i går og venter flere i dag. Det betyder også, at vi vil få patienter direkte ind fra gaden til udredning. Spændende, hvad det bringer med sig af nye cases. Og fedt at være med til at opleve faldet i antallet af patienter. Så har vores rejse opfyldt vores forventning om at gøre en forskel!

Som plaster på såret fra gårsdagens sørgelige nyhed, var der heldigvis godt nyt i dag. Baby Emma er i bedring. Hun får væske i drop og er begyndt at vågne mere op - så meget at hun ligger og studerer sin egen hånd med stor undren over, hvad det dog er for en underlig tingest.. Første blodprøve blev taget i dag, for at se om hun nu er negativ. Kryds fingre!
Efter endt arbejde gik turen ned for at besøge lille Ib på hospitalet. Og sikke da en glædelig overraskelse. Da jeg kom ind til ham, ville han med ud og gå en tur. Så han fik sine små slipslappere på, og så gik vi ellers hånd i hånd - han ser kun skygger endnu - ud på terrassen og øvede lidt trapper. Det var hårdt ved hans små ben, men han var så dygtig og glad. Og han har taget på og fået små æblekinder. Det er da så vidunderligt. Et rigtigt survivor barn!



Vræl! Vores alle sammens chokobaby døde i morges. Det er så trist. Hun var ellers klar til at blive genforenet med sin mor i dag nede på hospitalet. Hvor er verden ond og uretfærdig!

Vi skøjter rundt i følelser hernede.. Udenfor vores gate mødte jeg en mor med sin lille lækre datter. Hun var en rigtig papegøje og fast besluttet på at skulle med mig. Suk altså.. hvem kan dog stå for det??! Så er det godt nok noget i vejen med no-touch policy.
Inde på arbejde ventede to meget triste beskeder - mor til baby på to måneder døde samme dag, de blev indlagt, og baby er positiv for ebola.. Og som om det ikke er nok, så nåede mor aldrig at fortælle babys navn, og vores socialrådgiver kan ikke opspore hendes familie, da vi kun har efternavnet. Så hendes skæbne er dyster. Det er ganske ubærligt. Hun er den smukkeste lille babypige, jeg nogensinde har set. Jeg har i mit stille sind døbt hende Emma Martina. For hun skal have et navn og ikke bare et nummer! Heldigvis er vi et stærkt team af læger og sygeplehersker, som vil gøre alt for at hjælpe hende igennem. Og indtil videre har vores hjælp virket for chokobaby - hun et stadig i bedring og bliver mere og mere kvik. I dag havde jeg hende med ude og se den store verden i ETCen. Og hun fulgte nysgerrigt med. Det var dejligt at opleve. Og som et stort plus, fik hun besøg af sin bedstefar, som dagligt ringer ind for at høre til hende. Hendes mor, som blev udskrevet i sidste uge, er stadig for svag til at rejse.
Og nåh ja - så havde vi fint besøg af Fru Helle. Hun var nu meget frisk og gav luftkrammer til min kollega.

I dag går turen til Beach two i Freetown. DET glæder jeg mig til. Og det vil helt sikkert gøre sjælen godt med et afbræk.

Kan I nu alle have en dejlig dag og husk.. :-)

Begivenhedsrig dag i går..
Startede dagen med en gåtur ned til Base 2 - hvor der altid sker noget. Denne gang mødte jeg en ung mand - Sylvester -, som boede sammen med sine forældre i en af de sølle boliger langs stien. Vi faldt i snak og han inviterede mig med ind for at hilse på sine forældre. Det viste sig, hans far har boet i London i 12 år, så vi fik en vældig snak. Deres bolig var meget gennemsnitlig - sølle og fattigt, og bar tydeligt præg af slid. Moderen sad udenfor og var ved at forberede deres næste måltid i en lille gryde over åben ild. Hun var meget imødekommende og ville gerne snakke - men desværre på krio, som jeg stadig ikke er alt for hård til. Sylvester var i gang med studier, som blev sat på hold, da ebola brød ud. Samtidig mistede han sit bijob, så pengene var små. Han havde været ude og lede efter job flere steder uden held. Jeg opfordrede ham til at gå ned i vores camp med en ansøgning - der kunne jo være håb. Han ville kigge ned, og jeg sagde, jeg nok skulle lægge et godt ord ind.

Tid til arbejde og denne gang med Rasmus og kameramand Anders på slæb - begge to vældig hyggelige gutter. Vi hoppede på bussen sammen med de lokale, som under normale omstændigheder er et værre sammensurium af lokal musik og højlydt snak på krio og temne. Rigtig rigtig hyggeligt. Men da kameraet kom frem, blev der dyb tavshed - det var lidt komisk. De blev helt forlegne og vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre af sig selv. Nogle havde gemt sig under deres tørklæder, da deres familier ikke ved, de arbejder nede på ETC - flere af dem er tvunget i arbejde på ETC, og familierne må ikke vide noget.
TV2 ruller og vores dag starter med "hand-over", hvorefter Lorraine og jeg går ned og donner for at gå ind og give chokobaby sin mad. Hun er på et fast madprogram, hvor hun får mad hver 3. time bestående af en specielt sammensat mælk til fejlernærede børn. Vi formåede kun at være inde i ca. en halv time, da varmen var max ulidelig i går. Rasmus og Anders stod klar med kamera og mikrofon, da vi doffede og havde en millionmilliard spørgsmål, som jeg fik besvaret på bedste vis midt i al tumulten. Og så var de ellers dampet af igen. Nu er det så spændende at se, hvad de får stykket sammen..
..og så kom ambulancerne ellers i en lind strøm - 4 styk. I blandt patienterne var en mor med sin 2 måneder gamle baby-pige. Mor er meget meget svag og overlever formentlig ikke, mens baby er fin og frisk.. De er blevet skilt ad, da mor formentlig har ebola, og baby ikke. Hun er den kønneste lille baby med store runde brune øjne, som følger os nysgerrigt. Og hun er sulten, så hun er begyndt på babyformula, som hun får med sprøjte, da de ikke kender til sutteflasker hernede. Det er ubærligt at tænke på, baby formentlig mister sin mor, og igen bliver ens hjerte rykket i stykker. Stod det til mig, tog jeg dem alle med hjem og fandt nye familier til dem.
Næste runde inde i red zone var for mit vedkommende for at se til babyerne. Lille mus fik sin mad og tør mås og blev puttet i sin seng med stort tæppe om sig, så hun ikke ville fryse om natten. Dernæst over til chokobaby, som heldigvis er livet lidt op. Hun kiggede med store øjne på mig, da jeg kom hen til hende. Hun er begyndt at gøre modstand, når vi vil give hende mad. Så fægter hun med armene og vender hovedet væk. Så jeg valgte at svøbe hende og tage hende med ud og bare sidde med hende i armene og vugge lige så stille, til hun faldt i søvn. Det var det mest fredfyldte øjeblik længe, og jeg ved ikke, hvem af os der nød det mest. Da hun vågnede igen måtte jeg tvinge lidt mad i hende og bagefter få hende skiftet og puttet godt til rette for natten. Hele turen tog 1½ time og jeg var gennemblødt, da jeg kom ud igen. Ind og klæde om og så var det tid til at tage hjem og bare falde om i køjen. I dag er så en ny dag, og jeg kan næsten ikke vente med at skulle på arbejde.
Hav en dejlig søndag derhjemme og husk - sæt pris på det, I har!

Kultur kan være en svær størrelse, det har vi måttet sande indtil flere gange efterhånden. Især kommer det til udtryk i måden, vi håndterer sygdom blandt vores børn på. Hjemme vil vi vælge at være omkring vores børn og sørge for, de får så meget kærlighed som overhovedet muligt. Hernede distancerer forældrene sig fra deres syge børn og undgår i videst mulige omfang kontakt med dem.
Det har vi set nogle gange efterhånden, og senest har vi oplevet det med en far og datter, hvor datteren måtte give op i kampen mod ebola.. Hun blev kun 13 år. Faderen så ikke til hendes side, og blev udskrevet kort tid efter, hun havde taget sit sidste åndedrag, uden at tage afsked. Vi var alle grædefærdige, men de lokale forklarede os, han skal nok sørge - på sin egen måde. Igen bliver vores hjerter drejet en omgang og vredet i stykker.
I dag oplevede vi mor til chokobaby blive udskrevet uden baby. Mor var negativ på sin PCR - blodprøven for ebola - og skulle udskrives til nærmeste hospital for yderligere pleje. Hun har ikke taget sig af baby i de tre uger, de har været indlagt. Hun har været for svag, så baby er blevet passet af gule mennesker med masker - jeg forestiller mig, det kan være ganske traumatiserende. Baby er stadig positiv for ebola og kan derfor ikke udskrives endnu. Så hun vil blive passet af en anden patient, som er frisk nok til at tage sig af hende. Igen - det er ganske normalt hernede - noget vi bare skal acceptere, sådan er det! Der er visse kulturelle ting, vi ikke skal forsøge at ændre på!