Så er hold 2 ankommet. 25 blege danskere med masser af forventninger og en endeløs række spørgsmål. Og så begynder det at lakke mod enden for hold 1 - det mærkes pludselig meget tydeligt. En underlig blanding af vemod og glæde. Vemod over at skulle herfra - forlade mine vidunderlige lokale og kenyanske kolleger, som jeg har delt så mange intense oplevelser med og skabt et fantastisk stærkt hold sammen med. Forlade den åbenhed og gæstfrihed hos de lokale, som man ingenlunde møder nogetsteds i DK. Gid jeg kunne tage lidt af det med hjem og smitte mit eget folk.
Samtidig glæder jeg mig til at komme hjem til mine egne øgler og se, de har det godt og trygt i et land med stor sikkerhed, hvor systemet fungerer, og man altid kan få hjælp. Jeg glæder mig til at klappe min lille pony, som nok skal give mig ømme lårbasser, når vi skal i gang med at træne vores slappe kadavere op igen. Vil dog dertil sige, jeg løber og cykler en del hernede :-)
Jeg glæder mig til at fortælle om mine mange oplevelser til alle, der har lyst til at høre om dem. Der bliver nok indtaget en del liter kaffe og te sammen med.

Men hernede er antallet af ebolapatienter faldet så meget, at man har besluttet at lukke holdingcentrene (en slags modtagelse, hvor der bliver taget blodprøver men ikke givet behandling) og overflytte patienterne til treatmentcentrene i stedet.  Vi fik de første tre i går og venter flere i dag. Det betyder også, at vi vil få patienter direkte ind fra gaden til udredning. Spændende, hvad det bringer med sig af nye cases. Og fedt at være med til at opleve faldet i antallet af patienter. Så har vores rejse opfyldt vores forventning om at gøre en forskel!