Begivenhedsrig dag i går..
Startede dagen med en gåtur ned til Base 2 - hvor der altid sker noget. Denne gang mødte jeg en ung mand - Sylvester -, som boede sammen med sine forældre i en af de sølle boliger langs stien. Vi faldt i snak og han inviterede mig med ind for at hilse på sine forældre. Det viste sig, hans far har boet i London i 12 år, så vi fik en vældig snak. Deres bolig var meget gennemsnitlig - sølle og fattigt, og bar tydeligt præg af slid. Moderen sad udenfor og var ved at forberede deres næste måltid i en lille gryde over åben ild. Hun var meget imødekommende og ville gerne snakke - men desværre på krio, som jeg stadig ikke er alt for hård til. Sylvester var i gang med studier, som blev sat på hold, da ebola brød ud. Samtidig mistede han sit bijob, så pengene var små. Han havde været ude og lede efter job flere steder uden held. Jeg opfordrede ham til at gå ned i vores camp med en ansøgning - der kunne jo være håb. Han ville kigge ned, og jeg sagde, jeg nok skulle lægge et godt ord ind.

Tid til arbejde og denne gang med Rasmus og kameramand Anders på slæb - begge to vældig hyggelige gutter. Vi hoppede på bussen sammen med de lokale, som under normale omstændigheder er et værre sammensurium af lokal musik og højlydt snak på krio og temne. Rigtig rigtig hyggeligt. Men da kameraet kom frem, blev der dyb tavshed - det var lidt komisk. De blev helt forlegne og vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre af sig selv. Nogle havde gemt sig under deres tørklæder, da deres familier ikke ved, de arbejder nede på ETC - flere af dem er tvunget i arbejde på ETC, og familierne må ikke vide noget.
TV2 ruller og vores dag starter med "hand-over", hvorefter Lorraine og jeg går ned og donner for at gå ind og give chokobaby sin mad. Hun er på et fast madprogram, hvor hun får mad hver 3. time bestående af en specielt sammensat mælk til fejlernærede børn. Vi formåede kun at være inde i ca. en halv time, da varmen var max ulidelig i går. Rasmus og Anders stod klar med kamera og mikrofon, da vi doffede og havde en millionmilliard spørgsmål, som jeg fik besvaret på bedste vis midt i al tumulten. Og så var de ellers dampet af igen. Nu er det så spændende at se, hvad de får stykket sammen..
..og så kom ambulancerne ellers i en lind strøm - 4 styk. I blandt patienterne var en mor med sin 2 måneder gamle baby-pige. Mor er meget meget svag og overlever formentlig ikke, mens baby er fin og frisk.. De er blevet skilt ad, da mor formentlig har ebola, og baby ikke. Hun er den kønneste lille baby med store runde brune øjne, som følger os nysgerrigt. Og hun er sulten, så hun er begyndt på babyformula, som hun får med sprøjte, da de ikke kender til sutteflasker hernede. Det er ubærligt at tænke på, baby formentlig mister sin mor, og igen bliver ens hjerte rykket i stykker. Stod det til mig, tog jeg dem alle med hjem og fandt nye familier til dem.
Næste runde inde i red zone var for mit vedkommende for at se til babyerne. Lille mus fik sin mad og tør mås og blev puttet i sin seng med stort tæppe om sig, så hun ikke ville fryse om natten. Dernæst over til chokobaby, som heldigvis er livet lidt op. Hun kiggede med store øjne på mig, da jeg kom hen til hende. Hun er begyndt at gøre modstand, når vi vil give hende mad. Så fægter hun med armene og vender hovedet væk. Så jeg valgte at svøbe hende og tage hende med ud og bare sidde med hende i armene og vugge lige så stille, til hun faldt i søvn. Det var det mest fredfyldte øjeblik længe, og jeg ved ikke, hvem af os der nød det mest. Da hun vågnede igen måtte jeg tvinge lidt mad i hende og bagefter få hende skiftet og puttet godt til rette for natten. Hele turen tog 1½ time og jeg var gennemblødt, da jeg kom ud igen. Ind og klæde om og så var det tid til at tage hjem og bare falde om i køjen. I dag er så en ny dag, og jeg kan næsten ikke vente med at skulle på arbejde.
Hav en dejlig søndag derhjemme og husk - sæt pris på det, I har!