Så er hold 2 ankommet. 25 blege danskere med masser af forventninger og en endeløs række spørgsmål. Og så begynder det at lakke mod enden for hold 1 - det mærkes pludselig meget tydeligt. En underlig blanding af vemod og glæde. Vemod over at skulle herfra - forlade mine vidunderlige lokale og kenyanske kolleger, som jeg har delt så mange intense oplevelser med og skabt et fantastisk stærkt hold sammen med. Forlade den åbenhed og gæstfrihed hos de lokale, som man ingenlunde møder nogetsteds i DK. Gid jeg kunne tage lidt af det med hjem og smitte mit eget folk.
Samtidig glæder jeg mig til at komme hjem til mine egne øgler og se, de har det godt og trygt i et land med stor sikkerhed, hvor systemet fungerer, og man altid kan få hjælp. Jeg glæder mig til at klappe min lille pony, som nok skal give mig ømme lårbasser, når vi skal i gang med at træne vores slappe kadavere op igen. Vil dog dertil sige, jeg løber og cykler en del hernede :-)
Jeg glæder mig til at fortælle om mine mange oplevelser til alle, der har lyst til at høre om dem. Der bliver nok indtaget en del liter kaffe og te sammen med.

Men hernede er antallet af ebolapatienter faldet så meget, at man har besluttet at lukke holdingcentrene (en slags modtagelse, hvor der bliver taget blodprøver men ikke givet behandling) og overflytte patienterne til treatmentcentrene i stedet.  Vi fik de første tre i går og venter flere i dag. Det betyder også, at vi vil få patienter direkte ind fra gaden til udredning. Spændende, hvad det bringer med sig af nye cases. Og fedt at være med til at opleve faldet i antallet af patienter. Så har vores rejse opfyldt vores forventning om at gøre en forskel!

Som plaster på såret fra gårsdagens sørgelige nyhed, var der heldigvis godt nyt i dag. Baby Emma er i bedring. Hun får væske i drop og er begyndt at vågne mere op - så meget at hun ligger og studerer sin egen hånd med stor undren over, hvad det dog er for en underlig tingest.. Første blodprøve blev taget i dag, for at se om hun nu er negativ. Kryds fingre!
Efter endt arbejde gik turen ned for at besøge lille Ib på hospitalet. Og sikke da en glædelig overraskelse. Da jeg kom ind til ham, ville han med ud og gå en tur. Så han fik sine små slipslappere på, og så gik vi ellers hånd i hånd - han ser kun skygger endnu - ud på terrassen og øvede lidt trapper. Det var hårdt ved hans små ben, men han var så dygtig og glad. Og han har taget på og fået små æblekinder. Det er da så vidunderligt. Et rigtigt survivor barn!



Vræl! Vores alle sammens chokobaby døde i morges. Det er så trist. Hun var ellers klar til at blive genforenet med sin mor i dag nede på hospitalet. Hvor er verden ond og uretfærdig!

Vi skøjter rundt i følelser hernede.. Udenfor vores gate mødte jeg en mor med sin lille lækre datter. Hun var en rigtig papegøje og fast besluttet på at skulle med mig. Suk altså.. hvem kan dog stå for det??! Så er det godt nok noget i vejen med no-touch policy.
Inde på arbejde ventede to meget triste beskeder - mor til baby på to måneder døde samme dag, de blev indlagt, og baby er positiv for ebola.. Og som om det ikke er nok, så nåede mor aldrig at fortælle babys navn, og vores socialrådgiver kan ikke opspore hendes familie, da vi kun har efternavnet. Så hendes skæbne er dyster. Det er ganske ubærligt. Hun er den smukkeste lille babypige, jeg nogensinde har set. Jeg har i mit stille sind døbt hende Emma Martina. For hun skal have et navn og ikke bare et nummer! Heldigvis er vi et stærkt team af læger og sygeplehersker, som vil gøre alt for at hjælpe hende igennem. Og indtil videre har vores hjælp virket for chokobaby - hun et stadig i bedring og bliver mere og mere kvik. I dag havde jeg hende med ude og se den store verden i ETCen. Og hun fulgte nysgerrigt med. Det var dejligt at opleve. Og som et stort plus, fik hun besøg af sin bedstefar, som dagligt ringer ind for at høre til hende. Hendes mor, som blev udskrevet i sidste uge, er stadig for svag til at rejse.
Og nåh ja - så havde vi fint besøg af Fru Helle. Hun var nu meget frisk og gav luftkrammer til min kollega.

I dag går turen til Beach two i Freetown. DET glæder jeg mig til. Og det vil helt sikkert gøre sjælen godt med et afbræk.

Kan I nu alle have en dejlig dag og husk.. :-)

Begivenhedsrig dag i går..
Startede dagen med en gåtur ned til Base 2 - hvor der altid sker noget. Denne gang mødte jeg en ung mand - Sylvester -, som boede sammen med sine forældre i en af de sølle boliger langs stien. Vi faldt i snak og han inviterede mig med ind for at hilse på sine forældre. Det viste sig, hans far har boet i London i 12 år, så vi fik en vældig snak. Deres bolig var meget gennemsnitlig - sølle og fattigt, og bar tydeligt præg af slid. Moderen sad udenfor og var ved at forberede deres næste måltid i en lille gryde over åben ild. Hun var meget imødekommende og ville gerne snakke - men desværre på krio, som jeg stadig ikke er alt for hård til. Sylvester var i gang med studier, som blev sat på hold, da ebola brød ud. Samtidig mistede han sit bijob, så pengene var små. Han havde været ude og lede efter job flere steder uden held. Jeg opfordrede ham til at gå ned i vores camp med en ansøgning - der kunne jo være håb. Han ville kigge ned, og jeg sagde, jeg nok skulle lægge et godt ord ind.

Tid til arbejde og denne gang med Rasmus og kameramand Anders på slæb - begge to vældig hyggelige gutter. Vi hoppede på bussen sammen med de lokale, som under normale omstændigheder er et værre sammensurium af lokal musik og højlydt snak på krio og temne. Rigtig rigtig hyggeligt. Men da kameraet kom frem, blev der dyb tavshed - det var lidt komisk. De blev helt forlegne og vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre af sig selv. Nogle havde gemt sig under deres tørklæder, da deres familier ikke ved, de arbejder nede på ETC - flere af dem er tvunget i arbejde på ETC, og familierne må ikke vide noget.
TV2 ruller og vores dag starter med "hand-over", hvorefter Lorraine og jeg går ned og donner for at gå ind og give chokobaby sin mad. Hun er på et fast madprogram, hvor hun får mad hver 3. time bestående af en specielt sammensat mælk til fejlernærede børn. Vi formåede kun at være inde i ca. en halv time, da varmen var max ulidelig i går. Rasmus og Anders stod klar med kamera og mikrofon, da vi doffede og havde en millionmilliard spørgsmål, som jeg fik besvaret på bedste vis midt i al tumulten. Og så var de ellers dampet af igen. Nu er det så spændende at se, hvad de får stykket sammen..
..og så kom ambulancerne ellers i en lind strøm - 4 styk. I blandt patienterne var en mor med sin 2 måneder gamle baby-pige. Mor er meget meget svag og overlever formentlig ikke, mens baby er fin og frisk.. De er blevet skilt ad, da mor formentlig har ebola, og baby ikke. Hun er den kønneste lille baby med store runde brune øjne, som følger os nysgerrigt. Og hun er sulten, så hun er begyndt på babyformula, som hun får med sprøjte, da de ikke kender til sutteflasker hernede. Det er ubærligt at tænke på, baby formentlig mister sin mor, og igen bliver ens hjerte rykket i stykker. Stod det til mig, tog jeg dem alle med hjem og fandt nye familier til dem.
Næste runde inde i red zone var for mit vedkommende for at se til babyerne. Lille mus fik sin mad og tør mås og blev puttet i sin seng med stort tæppe om sig, så hun ikke ville fryse om natten. Dernæst over til chokobaby, som heldigvis er livet lidt op. Hun kiggede med store øjne på mig, da jeg kom hen til hende. Hun er begyndt at gøre modstand, når vi vil give hende mad. Så fægter hun med armene og vender hovedet væk. Så jeg valgte at svøbe hende og tage hende med ud og bare sidde med hende i armene og vugge lige så stille, til hun faldt i søvn. Det var det mest fredfyldte øjeblik længe, og jeg ved ikke, hvem af os der nød det mest. Da hun vågnede igen måtte jeg tvinge lidt mad i hende og bagefter få hende skiftet og puttet godt til rette for natten. Hele turen tog 1½ time og jeg var gennemblødt, da jeg kom ud igen. Ind og klæde om og så var det tid til at tage hjem og bare falde om i køjen. I dag er så en ny dag, og jeg kan næsten ikke vente med at skulle på arbejde.
Hav en dejlig søndag derhjemme og husk - sæt pris på det, I har!

Kultur kan være en svær størrelse, det har vi måttet sande indtil flere gange efterhånden. Især kommer det til udtryk i måden, vi håndterer sygdom blandt vores børn på. Hjemme vil vi vælge at være omkring vores børn og sørge for, de får så meget kærlighed som overhovedet muligt. Hernede distancerer forældrene sig fra deres syge børn og undgår i videst mulige omfang kontakt med dem.
Det har vi set nogle gange efterhånden, og senest har vi oplevet det med en far og datter, hvor datteren måtte give op i kampen mod ebola.. Hun blev kun 13 år. Faderen så ikke til hendes side, og blev udskrevet kort tid efter, hun havde taget sit sidste åndedrag, uden at tage afsked. Vi var alle grædefærdige, men de lokale forklarede os, han skal nok sørge - på sin egen måde. Igen bliver vores hjerter drejet en omgang og vredet i stykker.
I dag oplevede vi mor til chokobaby blive udskrevet uden baby. Mor var negativ på sin PCR - blodprøven for ebola - og skulle udskrives til nærmeste hospital for yderligere pleje. Hun har ikke taget sig af baby i de tre uger, de har været indlagt. Hun har været for svag, så baby er blevet passet af gule mennesker med masker - jeg forestiller mig, det kan være ganske traumatiserende. Baby er stadig positiv for ebola og kan derfor ikke udskrives endnu. Så hun vil blive passet af en anden patient, som er frisk nok til at tage sig af hende. Igen - det er ganske normalt hernede - noget vi bare skal acceptere, sådan er det! Der er visse kulturelle ting, vi ikke skal forsøge at ændre på!

Fantastisk dejlig dag i dag. Vi startede morgenen med sang for en af vores kolleger, som fyldte 30. Og i dagens anledning blev der smidt et svin på grillen, som kunne få lov at hænge og boble hele dagen, mens der blev udskrevet to børn fra ETC - jubii. Senere på dagen kom der dog 8 nye patienter ind. Eftermiddagen stod på en cykeltur ned på det lokale marked, som bød på alt fra krydderier til stof i metervis. Det var kummerligt, men på trods af det hyggede de lokale sig, og ungerne løb rundt og morede sig med hinanden. Jeg kan til stadighed forundres over, hvor de henter alt det overskud fra.. De har kun lige knapt til dagen og vejen, og dog formår de at smile og hilse og være høflige. 

I morgen står den atter på arbejde. Jeg er spændt på at se, hvordan det går med chokobaby og hendes mor.

Vores allesammens lille lækre chokobaby ude i solen med en af de danske sygeplejersker. Alle fingre er krydsede for hendes og moderens overlevelse.

Præsidenten har nu besluttet, at alle borgere med symptomer på ebola skal bringes til et ETC. Det betyder, vi får alt fra tandpine til meningitis. Raske og syge borgere bliver sat i samme ambulance - nogle gange op til 5 personer i en - hvilket jo øger risikoen for smitte markant.
Forleden fik vi en ti-årig dreng ind sammen med en ældre mand. Manden var så syg, at han døde i et krampeanfald få minutter efter, han var ankommet, og det overværede den stakkels dreng. Han var dybt traumatiseret og gik efterfølgende rundt og græd. Vi har mange af de situationer, hvor børn oplever ting, som vil påvirke dem resten af deres liv.
I vores confirmed ward har vi lige nu far og datter indlagt. Barnet ligger på det sidste, og faderen har fuldstændig resigneret - han magter ikke engang at se på sin datter. Han er selv syg men i bedring og ville garanteret give alt for at bytte, så hans barn kan leve videre.
Overfor dem ligger en 19-årig mor med sin etårige baby. De har begge været svært syge, og håbet var ved at rinde ud. Der blev gjort et sidste ihærdigt forsøg med iv-væske, som viste sig at være redningen for begge. De er begge i bedring, og vi krydser alle fingre for, de klarer sig. Baby er noget af det yndigste, man kan forestille sig. Lækker chokoladebrun og godt rund. Hun har sin egen mening om tingene og snerper sin lille mund sammen, hvis hun bare ikke vil. Til gengæld vil hun meget gerne tages op og vugges - så lukker hun sine øjne og nyder det. Hvordan kan man være andet end vild med sådan en guldklump??!

7 ambulancer..

Hold nu helt op en aftenvagt.. Først tre sygemeldinger og så syv ambulancer indenfor fire timer. Det stakkels personale lå vandret. Ind og donne, ud og stå i bagende sol og tage imod patienter, få dem installeret og så ud og doffe. Ind og holde pause og blive rehydreret - flere, mig selv inklusive, var ved at gå i gulvet. Ud og starte forfra. Vi var kun 14 personaler til at tage os af nye patienter samt sørge for de allerede indlagte. Samtidig skulle jeg koordinere, så tingene skred nogenlunde. Sikke en ilddåb.
Men vi klarede det, og jeg er mega stolt af vores team. De knokler for alvor. Som anerkendelse havde jeg fået købt sodavand og snacks til dem. Det faldt i god jord. Ingen af os nåede at spise.
Og så kom jeg hjem til den mest vidunderlige besked om, at mutter har fået arrangeret transport af alt det fine tøj, som flere af jer har doneret. Hvor skønt er det??! Af hjertet tak til jer.

Tiden flyver..

..og om 4 uger sidder vi og venter på flyveren hjem.
Rutinen begynder så småt at falde på plads i ETC'en, og vi har i dag modtaget nyt nationalt staff, som skal oplæres. Utroligt søde men ydmyge mennesker, som siger "yes ma'am". Så føler man sig altså lidt oldtidsfund artig.. Meningen er jo, de med tiden skal overtage centeret og drive det selv. Som det er nu, er vi dog slet ikke oppe på max kapacitet, som er 100 patienter. Vi har 15. Og det ser ud som om, kurven er knækket. Jubii.

I nat døde den unge kvinde, som havde aborteret. Hun var begyndt at bløde fra mundslimhinden, hvilket er rigtig dårlige tegn, da det betyder, de er i sidste fase af deres sygdom. Meget meget trist.
Til gengæld går det fremad for vores to ni-årige drenge, og to af kvinderne fik negative svar på blodprøven, så de skal udskrives i morgen sammen med en tredje, så der bliver atter fest i ETC med dans og musik. Vidunderligt.
I dag var også dagen, hvor jeg fik en ny titel - teamleader for team 4 sammen med Lorraine - min afrikanske kollega - dygtig og herlig pige. Det er et super godt hold, så det burde blive en smal sag. Men immervæk sjovt at prøve kræfter med.

Følelsesmæssig rutschetur

D. 1.1.15 kl. 06:30 startede vagten lige på og hårdt. Vi har fået en 18-årig fødende kvinde ind, som aborterer i 20. uge. Moderkagen vil ikke ud, og hun bløder kraftigt. Alle kræfter bliver sat ind på at stoppe blødningen og redde kvindens liv. Der arbejdes intensivt på hende i 4 timer - højrisiko for personalet, da der er masser af blod og fostervand, hvor viruskoncentrationen er størst. Det lykkedes at få blødningen stoppet og patienten flyttes ind i vores confirmed ward, hvor vi afventer, hun skal passere moderkagen. Personalet er fuldstændig slidte bagefter, da der jo har været arbejdet i fuld PPE, og følelsmæssigt har det været en hård omgang.
Da alle kommer ud igen, er der blevet gjort klar til udskrivelse af 4 patienter - 3 kvinder og et barn på 3. Det foregår med dans, sang og musik af de lokale, så det er en hel fest med masser af glæde og klapsalver. Og alle er glade - humøret er i top. Patienterne får en udskrivelsespakke, der indeholder medicin, tøj, penge og certifikatet, der bekræfter, at patienterne er raskmeldte efter ebola.
Derefter er det atter tid til at hoppe i PPE og se til patienterne og få ryddet op efter udskrivelserne. Da vi kommer ind finder vi en ung kvinde, som ligger død i sin seng. Hun er stille sovet ind. Vi får hende lagt pænt, hvorefter jeg fortsætter ned til næste patient - en ung stærk mand - som ligger for døden. Da jeg kommer ned til ham, tager han sit sidste åndedræt. Det er ikke noget rart syn, da han har blødning fra slimhinderne. Igen LORTESYGDOM. Ham får vi også lagt pænt til rette. Det er meget nødvendigt, det bliver gjort, da dødsstivheden indtræder i løbet af ganske kort tid - formentlig pga den massive tilstedeværelse af virus.
Tiden løber, når man er inde i red zone og sveden driver af én. Vi har været inde en time i middagsheden, og jeg kan mærke, det er tid at komme ud. Svimmelheden melder sig pga overophedning, og da jeg når ud i doffing, har jeg mest af alt lyst til at flå tøjet af. Sprayeren er helt fantastisk og får mig guidet igennem stille og roligt. Men pludselig kan jeg ikke holde igen mere og tårerne vælter bare ud af hovedet på mig. Heldigvis står vores staff-læge lige udenfor teltet, så han tager imod mig, da jeg kommer ud, planter mig på en stol og begynder at skylle mine øjne... Øh.. Han troede, jeg havde fået klor i øjnene. Jeg var lige ved at sige til ham, jeg allerede havde skyllet mine øjne, men lod ham bare gøre sit arbejde, mens jeg kom til at grine lidt af komikken i det hele. Vi fik en stille snak senere på aftenen, hvilket var rigtig fint. Han er en herlig engelsk læge fra overklassen med ægte royale accent. Meget munter herre.