Inden patienterne kan udskrives, skal de i bad. Det er ikke alle, der selv kan klare det, og så må vi hjælpe dem. Så jeg fik æren af at bade lille Ib ( syn.) Det var en helt speciel oplevelse. Barnet er meget afkræftet efter ebola og sad på mit skød og sov. Mens jeg vaskede ham - så forsigtigt som overhovedet muligt - delvist sov og mumlede han ord, jeg ikke forstod, da det var på hans sprog temne. En af de lokale medarbejdere oversatte det for mig - "jeg elsker dig.." mumlede han.. Puuuha der var vist flere tårer end sved i mine gogles der. Vi har ikke kunnet finde hans familie, så han bliver sendt på børnehjem, når han er færdig med at blive ernæret på det lokale sygehus. Jeg var så klar til at tage ham med hjem - stakkels lille pus. 

Jubii..

I dag har vi fået blodprøvesvar på tre af vores indlagte babyer - alle negative for ebola. Det er en glædens dag! Og når vi udskriver dem, bliver det fejret med trommer, sang og dans og til sidst en bøn. Det er meget meget rørende med ultra glædeligt, og bekræfter os i, at det nytter noget.

Modtagelsen åbnet.

Indtil i går har vi kun modtaget bekræftede ebolapatienter. I går lukkede vi så op for assesment, hvor vi modtager patienter, der er obs ebola. Ambulancen havde meldt, de kom med tre patienter, som angiveligt alle skulle være bekræftede. Da den nåede frem, viste det sig, de havde seks patienter med. To mødre - den ene med to børn, hvoraf det ene barn er en baby, den anden med en baby. Alle tre børn obs ebola, og de to babyer stadig ammende. Den sjette patient er en ti-årig dreng, som er bekræftet positiv for ebola.
Inden patienterne kan blive lukket ud af ambulancen, er der en dekontamineringsprocedure, hvor sprayerne kommer ud og clorer hele bagenden af bilen - det tager sin tid, og solen bagte ubarmhjertigt ned på alle involverede. Tp. var på 36 grader og luftfugtigheden max. Så det var noget af en tjans. Imens stod det øvrige personal klar til at modtage patienterne, når de kom ud. Jeg stod foran ambulancen for at holde øje med, om nogen havde brug for noget.
Langt om længe blev patienterne lukket ud - én efter én - kvinderne bærende på deres babyer og børnene heldigvis i stand til selv at gå. De blev fulgt ind i modtagelsesområdet væk fra solen, hvor de blev givet rehydreringsvæske. Patienterne talte kun temne, så det blev Gibril, som er en rigtig dygtig ung universitetsstuderende og taler temne og jeg, som modtog dem. Slavisk blev de udspurgt - det tog sin tid - og fik derefter noget at spise. I skal forestille jer et stort hvidt telt med gulv af beton, hvor der er tre tremmesenge, seks klapstole, tre spande (toilet) bag hver deres skærm og frygteligt varmt. Her opholdt de sig i 4 timer, mens vi fik gjort papirer osv klart til dem. Tingene går ikke så frygteligt hurtigt i Afrika. Der var en del forvirring omkring babyerne, om de skulle tages fra mødrene, når de nu var obs ebola. Men enden på det blev, at de blev taget fra deres mødre sammen med den 7-årige pige og indlagt i deres eget 50-patienters telt. Så der var de helt alene i verden, og babyerne græd hjerteskærende på deres mødre, som befandt sig i teltet ved siden af og kunne høre dem.. Det var ganske forfærdeligt for dem.
Og de er langt fra de sidste, der kommer til at lide den grumme skæbne.

Vi skal i løbet af de næste dage skalere op til det dobbelte antal patienter, hvilket betyder, plejeniveauet går ned. De patienter, der er selvhjulpne, kommer til at hjælpe de patienter, der ikke kan klare sig selv. Der er ganske enkelt ikke personale nok til at varetage andet end det aller mest basale såsom medicin, oprydning samt mad og drikke tre gange om dagen. Med andre ord bliver ETC et hospice, hvor de, der er stærke nok, klarer sig igennem, og de øvrige dør. Så vi kommer til at se mange dø.

Lidt positivt er det dog, at vi i går udskrev en patient og i dag yderligere tre - to børn og en ældre kvinde, som er mor til en af de andre indlagte, der desværre nok dør i dag. Men moderen vil udskrives, hun kan ganske enkelt ikke magte det rent psykisk mere. Tænk at noget kan være så grumt. LORTESYGDOM!

Sved sved og atter sved

Første dag på ETC i fuld dragt. Jeg havde eftermiddagsvagten fra kl. 14, hvor varmen er aller værst. Vi skulle i første omgang lige prøve at tage dragten på for derefter at tage den af igen 5 min. senere. Allerede inden den gule dragt var taget på, drev sveden ned af ryggen. Og det blev da bestemt ikke bedre, da hætten kom på. Man er totalt sluttet inde i vandtæt udstyr og har ingen mulighed for at komme af med hverken sved eller varme, så pulsen stiger støt i et desperat forsøg på at køle kroppen, og sveden pøser ud af samtlige porer. Men umiddelbart føles det ikke ubehageligt.
Efter en rundtur i Red Zone skal vi ud og "doffe" - hvor vi bliver guidet gennem afklædning. Det første sprayeren gør er at spraye os, og det er ganske guddommeligt, da det er kølig væske fra top til tå, og det kan fint føles gennem dragten.
Trin for trin får vi tøjet af uden at blive kontaminerede. Hele processen tager ca. 15 min., og de lokale, som er oplært i at "doffe" os, er benhårde til det. Vi føler os alle trygge og i gode hænder.

Inde i Red Zone - selve behandlerområdet, hvor vi har patienterne - er der er mix af køn og alle aldre. Lige nu er der to babyer, som også er smittede. Den ene er meget svag og ligger bare slapt hen og sover det meste af tiden. Det er ganske forfærdeligt at se, hvordan sygdommen bare får dem til at smuldre for øjnene af én. Sunde og raske børn, som fra den ene dag til den anden må bukke under for ebola. Og der kommer til stadighed nye, det eskalerer i området, og regeringen har varslet housesearch, hvor de lukker alle landsbyer og går fra hus til hus og leder efter syge, som vil blive bragt til nærmeste ward, hvor de kan få taget blodprøver. Derfor vil vi også på ETC lukke op for flere patienter, så vi gradvist kommer op på de 100, efterhånden som vi får oplært det lokale personale i plejen af ebolapatienter. Meningen er jo, at de lokale skal overtage driften af ETC i løbet af det næste år. Så vi skal sørge for at supervisere dem i alt, hvad der skal gøres. Heldigvis er de alle meget ivrige efter at lære og gør deres aller bedste. De er så småt ved at forstå alvoren af ebola.

Nu vil jeg ud og have lækkert frokost serveret af vores dygtige danske kok og bagefter er det aftenvagt, der venter.

Wellies hængt til tørre efter klorbad. Solen dræber virus.

Forklæder ditto.

Doffing - hvor vi bliver guidet igennem afklædning. Og man er svedt og træt og ryster af udmattelse, så det er svært at holde ørerne stive.

Assesment-teltet, hvor pt. bliver modtaget til triagering (modtagelse) med data, vitale værdier og andet.

Så er ETC - ebola treatmentcenteret - blevet introduceret for os. Der var på det tidspunkt 8 patienter, alle i meget ringe tilstand og dagen forinden 2 døde - en voksen og et barn. På vores center modtager vi kun de patienter, som er bekræftede med ebola, så de har allerede været syge nogle dage, hvilket betyder, at dør de hos os, sker det indenfor de første par dage, hvilket godt 60% af dem gør. De, som er heldige at overleve, bliver typisk på centeret op til 12 dage, før de udskrives. Da patienterne ved udskrivelsen ikke får lov at få deres ejendele med ud, giver vi dem en dischargepackage, som består af de mest basale ting såsom madras, mobiltelefon, medicin til en måned, lidt penge, mad og tøj. Tit og ofte er deres hjem blevet brændt eller lukket af som følge af ebola. Så de står uden noget overhovedet. Det er så ganske forfærdeligt for dem. Og helt umuligt at forstå deres frustrationer. De kommer fra fattigdom og går tilbage til endnu mere fattigdom.
Vi blev fortalt, at familierne kan finde på at grave de døde op, for at give dem en korrekt begravelsesceremoni og dermed undgå ulykke over landsbyen (overtro). Som det er nu, ordner personalet det, da virusbyrden er allerstørst ved ligene. Derfor gør vi de døde i "stand" og forestår begravelsen med pårørende på behørig afstand, hvilket vil sige omkring 50 meter væk.

I dag var vi en tur på marked nede i Port Loko. Vi blev kørt derned af en af GOALs drivere - en lokal, som kørte meget meget forsigtigt, hvilket han forklarede med, at han skulle passe rigtig rigtig godt på os, da det jo var os, der kom for at redde dem fra ebola.. Tankevækkende. Han har selv kone og 5 børn - ingen af dem har været i kontakt med ebola, hvilket han er meget lykkelig over. For som han sagde, I am so afraid of ebola - it kills us. Det er fortrøstningsfuldt, at de lokale er begyndt at få forståelse for ebola og tager deres forholdsregler.

Ebola suckles on kindness!!

04.30 fredag morgen - ligger og lytter til insekterne udenfor. Et helt orkester af lyde. Og så ac'ens summen - der minder mig om, det er dejligt varmt udenfor. Elsker varmen!

Vi ankom torsdag morgen kl. 5 efter 22 timers rejse. Kridhvide i ansigterne af træthed. Men al flyvning var gået fint. Virkeligheden ramte os dog i lufthavnen i Sierra Leone, hvor der stod tønder med klorvand til at vaske hænder i, og vi skulle udfylde sundhedserklæringer og have målt temperatur af en maskeklædt kontrollør. Det var betryggende at opleve, selv om det var lidt kaotisk, og paranoiaen satte ind et par gange, for der var ikke plads til at holde afstand.
En af vores kollegers bagage var ikke kommet med fra Casa Blanca - mega træls for ham - så vi blev forsinket en time med afgang til lejren. Det var en meget lang time.. og varm. Vi stod i vores store støvler og Poul Thomsen outfit og svedte tran.
Men frem kom vi langt om længe til campen, hvor vi blev checket ind med endnu en gang temperaturmåling og vask af hænder. Og til vores store overraskelse stod kokken klar med friskbagt brød!! Nøj det var bare så lækkert. Hurra for kokken.
En kort introduktion og så afsked til vores telte og festsange. Hver og en faldt omkuld øjeblikkelig.
et par timers søvn blev det til, så vågnede jeg til lyden af kvinder, der pludrede lys - sikkert på krio eller måske temne. Hold da op det lød morsomt og lidt hyggeligt. Hanegal og brægen fra får var der også - så lå der og spekulerede på, om jeg var havnet midt i zoo. Op af køjen og ud og se efter - ganske rigtigt, der gik får på den anden side af hegnet. De gik frit omkring og guflede græs i sig. Alt imens kvinderne kom gående i deres multikulørte kjoler med diverse fade balancerende på deres hoveder. Wow hvor var de flotte.
En efter en vågnede de andre også og kom ud af deres små huler - klatøjede og med uglet hår. Men smilende og spændte. Og kokken - verdens mest vidunderlige kvinde - stod klar med varm leverpostej, blødkogte æg og mere lækkert brød. Hun forstod virkelig at gøre det godt for os.
Nu vil jeg prøve at få en time mere på øje, inden vi i dag skal ned og se treatmentcenteret.

Så er det afrejse om præcis en time. Alvoren er ved at gå op for mig - det bliver en øjenåbner!
Vi lander i Sierra Leone kl. 01.30 i nat og kører direkte til camp. Vi startede kl. 7 i morges, så det bliver en lang dag.

Duffing og dunning

Tøj af og tøj på.. vaske, vaske, vaske. Dagens eksamen bestået med glans for hele holdet, så nu vil vi gerne afsted!

Ankomst til York kl. 22.30.
Godt trætte efter en lang omgang transport, var vi alle spændte på at se vores indkvartering. Det blev noget af en griner - sovesale med plads til otte personer, to toiletter med en halv rulle toiletpapir til deling og et badekar.. Når man sætter sig på sengen, bliver man fanget i hullet i midten opstået af mange års slitage.. ingen fare for at ryge ud af sengen, for man ligger bare der i hulningen.    
Og natten blev med mange sjove lyde - snork, fis, udråb og knirkende sengerammer.
Tidligt op næste morgen - morgenmad kl. 7.00. Engelsk morgenmad vel at mærke..  som vi havde fem minutter til at konsumere, da vi skulle videre til træning. Vi er for alvor havnet i det engelske militær.. Alle i to geledder og march. Høhøhø det kræver altså lidt træning.

Afrejse!

Så kom dagen.. Uha, det var ikke uden tårer at sige på gensyn til mine vidunderlige drenge. Godt, de har hinanden!

Dagen før dagen..

Uha - nu nærmer afrejsedagen og sommerfuglene sig.
Jeg har fået sagt "på gensyn" til kæmpekyllingen og instrueret de allerbedste passere - Diana og Hans. Tusind tak til jer to for at stille op og lytte til mit hønemorpladder.. ;-)
Den sidste hyggefrokost med nogle af de skønne veninder blev indtaget i går, og der blev knævret løs til ørerne hang på siden af hovederne og dinglede. Det var så hyggeligt.
Resten af dagen står i øglernes tegn. Bio og junk! Gotta luv it.

Taskerne er pakket - 27 kg plus det løse.. og det er så uden føntørrer, glattejern og privat tøj. Det var der ikke lige plads til. Men hovedpuden den SKAL med. Vi bliver nok en anelse identitetsløse i vores Mygind-tøj. Man kan bare håbe på, solen kan farve os så tilpas meget, at vi i det mindste ikke går ud i et med tøjet. Egentlig lidt underligt ikke at have ens eget tøj med..

Kort fortalt

Min afrejse er sat til søndag eftermiddag, hvor vi flyver fra Kastrup til York, England. Her skal vi træne med at tage dragten på og af, arbejde i den og blive fortrolig med den meget indskrænkede bevægelsesfrihed samt varmen i den.
Vi skal lære om ebola, og med hvilke midler vi forventes at skulle behandle patienterne. Medarbejderens sikkerhed er i højsædet. Det betyder, at der kun i aller yderste konsekvens vil blive anlagt perifert venekateter (pvk), så man kan rehydrere de patienter, der ikke formår at indtage sufficient væske. Det vil nok heller ikke være jordens nemmeste opgave at anlægge pvk, når man er iført store gummihandsker og hovedbeklædning med visir..
D. 17.12. flyver vi til Sierra Leone og bliver kørt direkte til destinationen - Port Loko, hvor base camp er sat op i den vestlige del. Ebola Treatment Center (ETC) ligger udenfor byen mod øst. Vi vil blive fragtet frem og tilbage med shuttlebusser - ingen får lov at forlade campen på egen hånd, da det er for risikabelt. I base camp får vi yderligere en uges træning og akklimatisering, før vi er klar til at arbejde i ETC. Og det er jo så her, det bliver udfordrende.. PYH - det er umuligt at forberede sig på al den armod og alle de ulykkelige skæbner, vi skal møde. Jeg er glad for, vi er flere i samme båd fra DK..

Firsttimer

Så vover jeg mig ud i den store verden af blogs. Denne er oprettet, så jeg kan fortælle jer, hvad der rører sig i og omkring mig før, under og efter missionen til Sierra Leone.